Undskyld, jeg blev væk.

Jeg har mistet min lyst til at skrive. Det er ret alvorligt, for hvis man deler min identitet op i bidder, vil den største helt sikkert være skriften, ordene. Det sker ind imellem, at lysten forsvinder, og hver gang er jeg en lille smule bange for, at den ikke vender tilbage.

For jeg ved ikke, hvad jeg skulle fylde hullet i min identitet ud med. Jeg er sådan en, der skriver. Det ved alle.

At de aldrig har set noget, jeg har skrevet, er måske/måske ikke lige meget.Det er i hvert fald tilfældet.

Måske du kan skrive lidt for os begge to?

Tage nogle af de ord, jeg skulle have brugt, og fylde en masse med de tanker, du har, som alligevel ikke kan skrives på lidt plads.

Om vores manglende pli hinanden imellem. Med dine ord manglen på kultur-radikalismen.

Om vores samfund, der lige så stille synker længere og længere ned i dyndet. Men det er de færreste, der har mærket til det. Det er jo kun de fattigste, der står med hovedet under vand, og de fleste har stadigt tørre fødder, griner højlydt, når nogen påpeger, at vi synker.

Jeg er urolig.

Du må gerne låne nogle af mine ord, så du kan sætte dine ord på problemerne.

Også selvom det bliver langt. jeg vil gerne læse det.

Du er stille.

Jeg undrer mig over, hvor du er blevet af.

Om du spekulerer for meget over ting i den virkelige verden. Eller om du spekulerer for meget over dem i den virtuelle, så de ikke er til at udtrykke.

Med dig er det aldrig helt sort/hvidt.

I forhold til mig er det bedre. Jeg tror, at et liv uden mange ekstatiske opture, men med mere konstant lykke, er bedre.

End det med opture og ligeså heftige nedture.

Men måske er det ikke sådan for dig?

For mig betyder det rigtigt meget bare at være tilfreds. Men det indebærer også, at der er nogle drømme, der bliver forfulgt. Sådan cirka alle sammen.

Hvis jeg skal være helt tilfreds.

Og det indebærer, at jeg ikke har lyst til at lave noget om inden for den del af min verden, jeg kan lave om på.

Men dermed ikke sagt, at jeg er lige lykkelig hele tiden. Der er mange ting, jeg gerne så anderledes, men som jeg ikke kan lave om på.

Så det jeg siger er vel, at jeg er så lykkelig, som jeg kan blive med mine egne kræfter.

Eller med andre ord:

Jeg vil ikke leve på nogen anden måde.