Jeg tror ikke, jeg har en “største frygt”.
Lige nu er jeg bange for at miste min far. Men jeg går ikke rundt og frygter det. For jeg kan ikke gøre hverken til eller fra. Terningerne er kastet og livets spil er i gang.

Til gengæld tror jeg på, at vi selv sætter reglerne for vores liv. Der kan være regler, vi har svære ved at indføre. Ting, vi har svære ved at ændre. En frygt vi har svær ved at lægge fra os.
Men hvis vi ved, hvordan vi vil være – og ved hvorfor. Så tror jeg vi kan blive det. Og være tilfredse med det.

Måske lever jeg i virkeligheden bare i midten. Jeg har ingen største frygt. Men jeg har heller ikke nogen største drøm.
(Jo, en ligelig og fredfyldt verden… Men jeg mener, sådan for mig selv. )

Tidligere har jeg haft store opture. Og lige så store nedture. Nu er jeg landet lidt midt i mellem og går rundt og er jævnt tilfreds.
Faktisk er jeg rigtig godt tilfreds, men uden at være overstadig lykkelig.
Og jeg kan godt savne udsvingene – i hvert fald dem, der gik op.
Til gengæld er jeg mere fokuseret, effektiv og konkret i dag.
Er det mon bedre?

Ikke at være bange for at leve, det ér et stærkt kort.

Jeg har frygtet livet. Og af og til gør jeg det stadig. Til gengæld frygter jeg ikke døden. Ikke at jeg ønsker den – men den kommer som en naturlig del af livet. Når jeg frygter mest – hvad end det er – er det altid en del af livet. Så siger jeg til mig selv: “Hvad er det allerværste, der kan ske?”. Svaret er altid: døden. Og da jeg ikke er bange for den, giver det ikke mening at være bange for ting, der er mindre slemme.

Hvad er det så vi frygter? Hvad frygter jeg?
Ofte er det små ting, som jeg mærker inden jeg ved, hvad det er. Og altid har det med andre mennesker at gøre. Deres syn på mig. Deres reaktion på hvad jeg siger.
Hvorfor dog?
Fordi det er lagt i mig som små frø i min barndom. Vores forældre planter ukrudt og smukke blomster i os. Og i sidste ende er det vores opgave at luge ud.

En ting, jeg synes, vi alle sammen skal luge ud i er konkurrencen mennesker imellem. Den kan kun eksistere, hvis begge parter vil den. Så jeg forsøger at droppe den. Jeg tror det er en arv fra evolutionen, at vi altid, når vi mødes i samtale, konkurrerer. Og så vil den ene af os altid gå der fra og føle sig stærkere og rigere. Den anden vil føle sig svagere. Men hvad nu hvis, det ingen konkurrence er? Hvad nu hvis, vi begge to kan gå rigere fra en samtale?

Jeg kan stadig godt komme til at forsøge at “vinde” en samtale. At blive grebet af, hvad JEG vil. Og at JEG får ret. Men når jeg ikke gør det, føles det faktisk lige så berigende. Hvis jeg ikke har noget ønske om at dominere eller vinde samtalen – så er det okay, at vi er uenige. Og i 9 af 10 tilfælde er vi to vindere.

Det helt store spørgsmål er, om det også gør verden bedre på det globale plan – eller om vi alle fortsat er navlepillere – nu blot uden trangen til at dominere dem vi møder på vores vej.